- Hide menu

Workshops

SOMMERWORKSHOP I DOKUMENTARFOTOGRAFI

København 13-17 Juli 2020.

Jeg laver en workshop for begyndere og erfarne. En uge der skærer ind til benet – back-to-basic:

Glæden ved at fotografere! Fortæl historier med billeder! 

Vi skal ud og se lyset. Mærke stemningen. Du skal vise os verden, som kun DU ser den. Prøve dig selv af, skubbe dine grænser, og vise os dit talent! 

På workshoppen vil du blive bedre til at fortælle visuelle historier om dét, der ligger dig allermest på sinde. Bruge dokumentar og fotojournalistik til med et nysgerrigt sind at opdage, undersøge og viderefortælle historier om de steder og mennesker, du synes, resten af verden skal opleve. Det kan være stort eller småt. Så længe, det er vigtigt for dig. Hvis du ikke selv kan mærke historien, hvordan skal andre så kunne? Sammen dyrker vi din personlige motivation, dit unikke syn, din unikke oplevelse, sådan at andre også vil kunne se og mærke, som du ser og mærker. Det er målet med denne workshop.

Jeg deler åbent om mine succeser og fiaskoer, så du selv kan knække koden til bedre billeder. Vi analyserer fotoreportager, konceptuelt dokumentarfotografi, journalistiske tilgange, og hvordan de forskellige fotografiske formsprog kan bruges som redskab til at formidle netop dine historier. 

Det er det, workshoppen handler om: Inspiration og værktøjer. Konkret. Til dig. 

Næsten alt er fotograferet før, men ingen andre ser det, som du ser det. Derfor skal din fotografiske stemme blive skarpere, og du skal blive mere bevidst og reflekteret om hvad du laver. Det vil jeg gerne hjælpe dig med! 

(Jon, 21, and Alex, 25 in an intimate moment. Homophobia in Russia, 2014)
(HM Dronning Margrethe II, Amalienborg, København, 2020)

Det bliver en uge med:

Et nyt tema hver dag. Vi starter dagen sammen klokken 9.00, og derefter går det løs med tips, eksempler og diskussioner. Bagefter skal vi ud og prøve det af. 

* Mandag: Få adgangen og fang stemningen! Sådan åbner du de lukkede døre og kommer ud derfra med stærke stemningsmættede billeder. At skabe tillid og adgang er altafgørende for gode billeder, men går ofte galt af tre simple årsager.

* Tirsdag: Fortæl en historie i billeder. Alle kan være heldige at fange et godt billede, men jeg hjælper dig til at skabe en sammenhængende fotografisk fortælling, der kan røre dem, der ser den.

* Onsdag: Portrættet. Præsidenter, popstjerner eller lejemordere. Om du har tre dage eller tre minutter. Jeg har prøvet det, og jeg har nogle vigtige erfaringer og teknikker. Vi arbejder med naturligt og kunstigt lys. Og vi arbejder med os selv, for et portræt er altid et møde. Og her er det dig, der skal føre an.

* Torsdag: Dit fotografi og fremtiden? Individuelle samtaler eller opgaver alt efter hvad du har behov for. 

* Fredag: Lær at præsentere dit arbejde for et live publikum. Vi runder en intens uge af med, at du viser dit bedste arbejde (eller måske et tidligere projekt) på en 3×4 meter storskærm over et glas vin på Pio Vinbar. Bare rolig – jeg giver dig gode råd inden! 

(Cat and Monkey. Amazonas, Ecuador, 2005)
(Giovany Morales floating in the river. KM.11, AMAZONAS, 2006)

Praktisk:

Sted: København

Tid: 13.-17. juli 2020, Klokken 9 til cirka 15, men regn også med opgaver der kan gå uden for det tidsrum.

Målgruppe: Alle – Nybegyndere og erfarne. Der er plads til alle der elsker fotografi, og at fortælle historier om andre mennesker. Men er du mere erfaren, professionel eller fotojournaliststuderende vil der med garanti også blive noget skræddersyet til dig. Så kom bare. Undervisningen foregår på dansk.

Sikkerhed: Vi overholder selvfølgelig sundhedsmyndighedernes corona-retningslinjer.

Antal deltagere: 10-12 personer.

Pris: 4500 dkr inkl. let forplejning (kaffe, the, snacks). Ved frafald inden en uge returneres 2/3.


Tilmelding: Kurset fyldes op først efter til mølle-princippet. Betalingen foregår via paypal eller mobilpay (—-). Når der er fyldt op, laver vi en venteliste.

Spørgsmål er meget velkomne direkte til Mads på info@madsnissen.com / telefon: 30421798. 

Tilmeld dig allerede idag med Mobilpay, Paypal eller kort

(Statsministeriet indefra: Kampen mod corona-virussen, Danmark, 2020)

Om Mads Nissen

Mads Nissen (1979) er en af Danmarks mest markante og prisvindende dokumentarfotografer. 

Intimitet og nærvær kendetegner hans arbejde, som sætter fokus på vor tids store globale udfordringer såsom ulighed, manglende menneskerettigheder og menneskets ofte destruktive forhold til naturen. 

Mens de humanistiske værdier løber som en klar rød tråd i Mads Nissens arbejde, er tilgangen til de fotografiske genrer, æstetik og fortælleformer tilgengæld ofte nyskabende og eksperimenterende. Fra intense sort-hvid reportager (”AMAZONAS”) til konceptuelt fotografi og store komplekse fotojournalistiske fortællinger (”We are Indestructible”).

Efter endt uddannelse som fotojournalist (DJMX) i 2007 bosatte Mads Nissen sig i Shanghai for at dokumentere de menneskelige og sociale konsekvenser af Kinas økonomiske vækst. Efter to år i Kina flyttede han tilbage til Danmark, arbejdede først for Berlingske i fem år og er siden 2014 fastansat fotograf på Dagbladet Politiken. 

Foruden Politiken publiceres hans billeder i Time, Newsweek, CNN, National Geographic, The Guardian, Stern og Der Spiegel. At historierne når et bredt og internationalt publikum er utrolig vigtigt for Mads Nissen, som ofte udstiller rundt i Europa, giver foredrag, workshops og arbejder dedikeret med sine bøger. 

I 2015 vandt hans billede af det homoseksuelle russiske par Jon og Alex hovedprisen i World Press Photo. 

Mads Nissens arbejde er blevet hædret med over 60 priser internationalt og i Danmark, og ved det danske Årets Pressefoto er han blevet tildelt 20 priser, blandt andet hovedpriserne Årets Pressefoto to gange og Årets Fotograf tre gange, senest i 2018. 

Mads Nissen har udgivet fotobøgerne ’De Faldne’ (People’s Press), ’AMAZONAS’ (Gyldendal) og senest den prisvindende ’We are Indestructible’ (GOST Books).

Bogen ’We are Indestructible’ begynder i 2016, hvor den colombianske præsident Santos tildeles Nobels Fredspris, og Mads Nissen får til opgave at lave den officielle udstilling for Nobels Fredscenter. Arbejdet fortsætter frem til foråret 2018 og giver et unikt og fascinerende indblik i FARC-guerillaen, kokainproduktionen og landets dybe og komplekse voldskultur.

Efter bogudgivelsen har Mads Nissen dedikeret sit arbejde til den globale krimakrise, men har senest i 2020 fotograferet Statsminister Mette Frederiksen under de mest intense og afgørende dage af corona-krisen.

www.madsnissen.com/about

Instagram: @madsnissenphoto

(The fall of Ajdabiya, Libya, 2011)

(27-year-old Ruslan, Central Station Nightclub, Homophobia in Russia, 2013)

(Ciudad Bolivar, Colombia, 2017)

Vi håber, at se dig.

Tilmeding sker løbende efter først til mølle-princippet.